Vægt på bedre fodereffektivitet
Projektet vil fremme udnyttelsen af køernes produktionspotentiale ved at inddrage automatiske registreringer af køernes vægt i overvågning af foderoptagelse og energibalance samt i styring af fodertildelingen. Projektet udvikler grundlaget for fremadrettet at inddrage automatiske vægtregistreringer i arbejdet med at øge foderudnyttelsen.
Projektet er sammensat af 5 delprojekter, hvoraf to delprojekter (1 og 2) er af udpræget forskningsmæssig karakter. De sigter efter at udvikle en model, som gør det muligt at korrigere vægtregistreringer fra køer i tidlig laktation for stigende vomfylde. På den måde kan vægtregistreringer i tidlig laktation bruges som udtryk for ændringer i koens kropsreserver.
De øvrige delprojekter er af typen udvikling/demonstration og handler om, hvordan man kan bruge daglige registreringer af den individuelle kovægt til at estimere vægtændringer, som udtryk for ændringer i foderoptagelse. Desuden handler delprojekt 3 og 4 om at belyse muligheder for i praksis at bruge udviklingen i kropsvægt som grundlag for tilpasning af foderniveau og justering af foderrationen til individuelle køer gennem laktationen.
Projektet er i 2015 udvidet med et mindre delprojekt af teknisk karakter som handler om at afdække markedet for overgangsvægte til automatisk vejning af malkekøer og samle information og erfaringer omkring de forskellige vejesystemers funktion, samt styrker og svagheder i forhold til 1) at præstere en problemfri daglig vejning af alle køer og 2) at anvende vægtregistreringerne i andre management-systemer, herunder DMS på bedrifterne.